søndag den 21. oktober 2007

En weekend i cyklingens tegn...

Kender i ikke godt det, med at benene nogle gange ikke vil med rundt, og man så drømmer om kaffe & kage, istedet for at køre langtur på mountainbiken!?

Sådan havde jeg det igår, var mødt op kl. 13 på parkeringspladsen på Geels, sammen med Jesper Regin, og stødte så til Jyden - Ditte & Brian, og Michael Auchenberg.
Vi havde aftalt at køre en god episk langtur, op omkring Sjælsø, og måske finde et lille listigt sted med noget kaffe, men sådan blev det så ikke - og dog!

Både Jyden og jeg var lidt ramt af spirituosa i kroppen, så efter en 2 timers slentren rundt i skoven, havde vi så aftalt at trille op til Blovstrød Kro, og lige kigge på menuen der ;o)

Vi fik dog kørt lidt, bla. hoppet på en fin lille træstamme, og rundet det Blå Spor, inden der gik snakkeklub i den, Ditte ville rigtig gerne køre, hun har jo endelig fået ny cykel - en fin Cube i karbooing, så hende og Grineren stak af ,og efterlod os andre!

Det blev så til at Duracell Jakob stødte til os på Hørsholm Kongevej, og vi landede så der ved kroen, klar til at fråde lidt i farmerbøffer og fritter...

Et stjerneskud, 1 farmerbøf, en Franziskaner weissbeer, 6 pandekager og 2 kopper mokka senere, så var jeg nogenlunde mæt, og klar til at trille hjem igen, noget mat i watt-outputtet, al kraft i kroppen gik jo til at omdanne maden nede i dunken til noget brugbart ;o)

- Idag fik jeg så benene lidt for sent ud af kassen; på vej hjem igår aftes, gik min Truvativ krankbox i udu, og heldigvis havde jeg så en liggende på lager, den blev skiftet på stuegulvet, og ved en 11 tiden, trillede jeg så mod Kaffekanden oppe i Hareskoven, Regin havde været så flink at fortælle mig, at søndagsturen gik derop idag.

Boxen skiftet, og afsted det gik op langs Hareskov-motorvejen, hvor jeg stødte på en gammel bekendt, Lars på sin Isaac tri-cykel, en gut som også har kørt i DMK for et par år siden efterhånden, vi fik en hyggelig triller sammen, og han fortalte så at han havde gennemført Kalmar og Lanzarote Ironman, den fulde distance, sidste sæson... vildt at tænke sig, da jeg dengang kørte fra ham, alt efter humør og behov, måske man skulle prøve det der triathlon engang, inden man lander i H40 klassen ;o)


DMk var allerede landet på Kaffekanden da jeg dukkede op, en små 40 stykker tror jeg, imponerende at vi efterhånden er så mange hver søndag, okay - vejret var jo også optimalt for en oktober dag, så jeg var drejet fra ved Skovbrynet station, og med god gas, kørt mod mødestedet på en små 20 minutter...

Vi fortsatte så turen sammen, jeg røg afsted med Ketty & Suzann, Jyden, Regin og Senior Arne, ned imod Furesøen... men det holdt kun en times tid, da vi på vej igennem et tæt buskads, røg ind i noget fældet træhalløj - og jeg fik en gren i bagskifteren!

Goodbye XTR - det var godt så længe det varede, tænkte jeg ,da den røg med hjulet rundt, rev pulleyhjulet af og bøjede droppet på et splitsekund!

Nå, en smule surt at afslutte dagens iøvrigt gode tur på den måde, men så er der jo en undskyldning til at købe noget nyt 2008´grej ;o)

Af med kæde & skifteren, vinke farvel til crew'et, og så trille ned imod Værløse station der ikke var så langt væk, med på toget der og hjemover!

Skifteren er helt kaput, og det er droppet så desværre nok også, jeg vil lige prøve at rette det op imorgen engang, men der er tydelige stressmærker i det, og jeg tror det er toast, lidt ærgeligt, da jeg ikke har flere på lager, og må bestille en 2-3 stykker hjem pronto!

Næste weekend er der tur til Rommele-Åsen, og jeg skal bare med ;o)