Da jeg var yngre, prøvede jeg stort set alt af indenfor sport, bla. kan jeg nævne disse sportsgrene jeg har dyrket på et rimelig seriøst plan; Svømning, Judo, Tennis, Boksning og landevejs-cykling.
Fælles for dem, er at det er ego-sporte, ment på den måde at det som udgangspunkt, ikke er sportsgrene hvor man kan læne sig op af andres præstationer, gode eller dårlige, for har du en dårlig dag, så kan du kun takke dig selv, iøvrigt uden at det skal gå for meget op i at man skal vinde for enhver pris!
Min far var overbevist om at jeg skulle spille fodbold i KB, men jeg spillede så én kamp der, og den gamle kunne godt se det ikke lige var mig, ikke at jeg var total fodbold-mongol og ikke kunne ramme klatten, men uden at afsløre for meget, passede mit temperament vist ikke lige til miniput fodbold ;o)
Så da der var betalt for et års medlemskab i KB, så måtte vi jo ha' noget for investeringen; jeg fik en tennisketcher stukket i hånden - og værsgo´at spille!
Det gjorde jeg så, i den grad at jeg tit blev hentet i tusmørket ovre på tennisanlægget på Peter Bangsvej, jeg havde glemt alt om tid & sted, og spillede enten op af en mur, imod en boldmaskine, eller hvem der nu ellers gad spille med en knægt på en 11-12 år, og jeg var ikke kræsen i mit valg af modstandere!
Så om dagen var det de andre børn, eftermiddagen var reserveret til pensionisterne, og så kunne man jo lige runde af med et par timers mur eller maskine!
Kendetegnet for de sportsgrene jeg tidligere har dyrket, er at man selv skal holde møllen igang, og de inviterer sjældent til den store sociale omgang med hinanden!
Forstå mig ret;
Svømning - ja svømmer du ikke, så går du til bunds og drukner, der er heller ikke tid til den store filosofiske snak, når man ligger der med snotten ned i 1 mill. liter klorvand!
Judo; Det fik jeg dårlige knæ af, og igen - hvor fedt er det at ha' en anden storsvedende mand liggende ovenpå sig... ;o)
Tennis; Ja havde jeg ikke haft en hysterisk fransk træner, der smadrede sine ketchere hver gang man lavede en lille fodfejl, så havde jeg nok spillet endnu, sporten er såmænd god nok, men snobberiet og omkostningerne var dengang for store.
Boksning; He he... ja, den er nu simpel nok, her slå man på hinanden, du slår mig - og jeg slår så dig retur! - gør man ikke det, så bliver man banket i kanvassen, såre simpelt! - det har så kostet en brækket tud et par gange, dusinvis af panda-øjne, brækkede ribbén og en sprængt trommehinde.
Landevejs-cykling; Ja nu vil i nok sige at det smager lidt af fisk, men ak nej! - på landevejen, hvis man altså kører i en klub, så er det ikke den kvikkeste der bestemmer, men den med de bedste ben, for mig at se, kunne det jo godt ha' været mig, men har man en gang til et løb, oplevet at ha' siddet alene i et udbrud med 2-3 minutter til feltet, og 20 km. hjem, så er det satme noget af en nitte, at blive kørt ind af sine EGNE klubkammerater, kun fordi trænerens søn var bedre til at spurte?
Jamen hallo! - hvor er vi så henne...?
Derfor er jeg af forskellige omveje endt op med 26" knopdæk, og det tror jeg sgu jeg bliver ved med!
I tilfældet DMK, så er der for mig i klubben, det perfekte blend af individualisme og sammenhold, samtidig med at alle forhåbentlig har samme indgangsvinkel til det at køre mountainbike, vi skal ha' det skægt, og så kan man jo med et vist glimt i øjet sige, at der skal ikke meget til at førend der går sport i det, hvem er bedst op af bakke, nedaf, eller kan fyre en god skiltespurt af ;o)
På 13' år, triller jeg så rundt og er happyglad hver gang jeg skal i skoven, det er fantastisk, op i røven med vejret, for mig er det ligemeget om det regner eller sner, op på hesten og afsted, det gør det kun mere udfordrende at køre i den slags vejr.... ikke at solskin & høj himmel er at kimse ad, men nu kan en mtb jo klare al slags vejr og terræn, så hvorfor ikke?
I Love MTB ;o)
